​Eventyret om hvordan Gudenådalens Fribørnehave blev til (digtet af de børn der var med i opstarten af børnehaven i 2011): 

 

Der var engang nogle børn, som gik rundt og kedede sig. De manglede sådan et sted, hvor de kunne leg og være sammen med nogle søde voksne. Ude i byen havde de hørt, at der fandtes noget, der hed en børnehave og det lød også rigtig spændende, men hvad var det egentligt og hvor kunne man finde sådan en henne?

​

Alle børn besluttede sig for at finde ud af, det der med den børnehave, så de begav sig ud i den store verden.

De kunne ikke gå så langt, for de havde lovet deres mor og far at være hjemme til spisetid.
Da de havde gået lidt, så de en lille bakketop, det var sådan et sted, hvor man kunne mærke,
at der var rart at være, fuglene sang og der var masser af dejlige regnorme, som så meget
glade ud. Børnene bestemte sig for, at det skulle være her, at den der ”børnehave” skulle
ligge. 

​

Børnene satte sig ned og tænkte så det knagede, måske kunne der være en der fik en god ide
– men ak nej, det skete ikke, så derfor så de triste på hinanden og vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre.

Bag ved dem var der en stemme der sagde; ”hvorfor ser I så triste ud”? Det var en mand i en rød jakke, der stod og kiggede på dem. De fortalte ham om deres børnehave og hvorfor de så gerne ville have sådan et sted. Manden i den røde jakke var en rigtig rar mand, så derfor ville han gerne hjælpe dem. Han gik hjem til sig selv og ringede til en masse kloge voksne og snakkede så længe, at børnene lige var ved at tro, at han havde glemt dem – men pludselig blev de vækket af en masse larm.

Det var 2 KÆMPEstore lastbiler, der havde nogle huse bagpå. Børnenes øjne blev store, for
hvad var det? Det var jo børnehaven – HURRA!
Nu skulle man tro, at det endte lykkeligt med en masse glade børn, men historien er ikke færdig – for lige som lastbilerne skulle til at sætte børnehaven af, begyndte det at sne og sne og sne. Der kom så meget sne, at de 2 lastbiler ikke kunne komme hverken frem eller tilbage.

Ja det var jo skrækkeligt. Men ud af sneen kom der også noget der var meget være… En kæmpe isbjørn – den så bestem ikke rar ud. Den lagde sig lige på bakketoppen, hvor børnehaven skulle være. 

 

Børnene blev frygtelig bange og begyndte alle at råbe om hjælp. Det hørte manden i den røde jakke heldigvis og han skyndte sig at løbe hen til dem. Da han så bakketoppen og alt sneen, blev han også meget forskrækket, men heldigvis var han en modig mand, så han begyndte at grave i sneen.Det hørte isbjørnen og den løb ned mod ham. Manden i den røde jakke var ikke kun modig og rar, han var også bom stærk, så isbjørnen fik et ordentlig klask bagi og så løb den sin vej. Der var bare SÅ meget sne, så det var et problem. Børnene græd, for nu kunne de jo ikke få deres børnehave. Heldigvis var manden i den røde jakke ikke kun rar, klog og bom stærk, han kunne også trylle! I den store lomme i hans røde jakke, tog han noget tryllestøv frem og forvandlede alm sneen til den reneste luft. Nu kunne børnehaven stilles på plads og alle børnene kunne komme ind og lege. Nu manglede der kun nogle søde og rare voksne, men hvordan de fandt dem, er et helt andet eventyr, som venter på at blive fortalt!​